Etniske foreninger
Den Somaliske Klub
Formand: Ahmed Dhaqane
Brandholms Alle 5 B
2610 Rødovre
tlf. 20 61 62 45
Grundfoss støtter:

Vand til Afrika
En række aktive mennesker i Rødovre har sat sig for at
skaffe rent drikkevand til omkring 10.000 mennesker i det
sydøstlige Somalia
En konstant hedebølge på omkring 35-40 grader og ingen drikkevand.
Sådan har situationen været gennem flere år for omkring de 10.000
mennesker, som lever i Jubba-provinsen i det sydøstlige hjørne af
Somalia.
Landet har gennem snart to årtier været præget af en blodig
borgerkrig, hvor bl.a. områdets eneste vandpumpe for længst er gået
til.
Det har betydet, at drikkevandet i området er noget, som de lokale
vogter over og som skal trækkes op pr. håndkraft fra brønden og det
vandspejl, som ligger omkring 70 meter nede i undergrunden.
Denne situation har fået en række lokale borgere i Rødovre Kommune
til i samarbejde med de lokale somaliske foreninger at starte en
indsamling til fordel for projekt Vand til Afrika.
Projektet er meget konkret og handler om at skaffe midler til en
grundvandspumpe, vandslanger og en generator, som kan producere den
strøm, der skal trække pumpen.
Stort frivillig indsats
Det kræver meget arbejde med at skaffe de i alt 35-40.000
kroner, som der skal til for dels at kunne anskaffe det nødvendige
udstyr og for at få det transporteret det det afrikanske
kontinent.
Arbejdsgruppen besluttede at starte en indsamling til at lave et
stort loppemarked og i efteråret lykkedes det at få arrangementet
op og stå og dermed blev de første 15.000 kroner skaffet.
Somalierne gik i gang med en intern indsamling blandt familierne og
da årsskiftet blev rundet var beløbet vokset til omkring 20.000
kroner.
Somalierne gik meget entusiastisk til opgaven - og man skal huske
at langt hovedparten af dem er uden job og skal leve af
overførselsindkomster, så der er ikke meget at rutte med.
Et andet initiativ har været salg af støtteaktier til firmaer og
enkeltpersoner, hvor man kunne yde støtte direkte og så et bevis på
sin indsats. Endelig har der været søgt fonde og legater til
projektet - hvor bl.a. A.I.F. har støttet.
Forberedelserne i fuld gang
I Danmark ligger verdens førende virksomhed inden for bl.a.
grundvandspumper, og Grundfoss har besluttet at støtte projektet
ved at stille en helt ny pumpe til rådighed.
Denne indsats betyder, at projektet nu kan gennemføres - og
arbejdsgruppen er i fuld gang med detajlplanlægningen for at få
transporteret pumpe, generator og andet udstyr til nabolandet
Kenya, hvorfra det skal transporteres ind i Somalia og monteres i
den gamle brønd.
Det forventes at kunne ske i løbet af august - men det er bestemt
ikke risikofrit og formanden for den Somaliske Klub i Rødovre,
Ahmed Dhaqane er manden, som skal sikre at udstyret kommer helt
frem til området.
Når pumpen er installeret i august betyder det, at områdets børn,
unge og gamle atter kan få drikkevand - og at dødeligheden i
området forventes at falde markant, så de lokale somaliere kan
rette blikket fremad og gå i gang med genopbygningen og skabe sig
en bedre fremtid.
Vand til Afrika
En række lokale foreninger er gået sammen om et fælles projekt
for at skaffe penge til indkøb af en grundvandspumpe, der skal
installeres i Jubba i Somalia, hvor pumpen kan leverere drikkervand
til omkring 150.000 børn og voksne.
Pengene skal bl.a. skaffes via et stort loppemarked, der forventes
at blive holdt i løbet af foråret. Men allerede nu efterlyses
effekter til det kommende loppemarked - og alt kan bruges -
undtagen hårde hvidevarer. - Somalia er ramt af borgerkrig, og i
flere områder er bl.a. drikkevandsforsyningen ødelagt - derfor har
Den Somaliske Klub i Rødovre taget initiativ til, at vi i
fællesskab får samlet penge til køb og installation af en
drikkevandspumpe i Jubba regionen, der ligger i udkanten af de
områder, hvor krigen hærger, fortæller kommunalbestyrelsesmedlem
Vivi Skriver Rasmussen, som er med i initiativgruppen - foruden
socialudvalgsformand Britt Jensen, Sygehusudvalgsformand Leif
Flemming Jensen og formanden for Foreningshuset Flemming
Riedel.
- Vi kan bruge alle former for effekter, f.eks. tøj, bøger,
møbler, køkkengrej,husgeråd - dog ikke hårde hvidevarer og folk,
der gerne vil af med nogle af deres ting kan enten ringe til
Foreningshuset på tlf. 36 72 32 00 eller til Vivi Skriver på mobil
23 38 55 17 eller Ahmed Dhaqane mobiltlf. 20 61 62 45. Vi har
mulighed for i begrænset omfang at hente effekter efter nærmere
aftale, understreger Vivi Skriver.
- Vi vil meget gerne bidrage til at hjælpe vore landsmænd med
at overleve i Somalia. Og en af forudsætningerne for at leve er
bl.a. rent drikkevand - og det kan vi hjælpe med ved at skaffe en
grundvandspumpe, fortæller Ahmed Dhaqane, der også er medlem
af Integrationsrådet i Rødovre.