Vedtægter for den selvejende institution Foreningshuset Højnæsvej

Vedtægter

Navn og hjemsted

§ 1.

Foreningshuset Højnæsvej er en selvejende institution med hjemsted i Rødovre Kommune.

 

Formål

§ 2

Den selvejende institution "Foreningshuset Højnæsvej " er en non - profit institution.  
Institutionens formål er primært at udleje lokaler samt at fremme og støtte idræts- kultur- fritids- og folkeoplysende
aktiviteter i Rødovre.

 

Ledelse

§ 3

Stk. 1

Institutionens øverste ledelse er et repræsentantskab som består af et medlem af hver af de foreninger,
som har lokale i Foreningshuset Højnæsvej godkendt af bestyrelsen og Folkeoplysningsudvalget i Rødovre Kommune.
Repræsentantskabets medlemmer vælges af de enkelte foreninger på deres årlige generalforsamlinger.
Repræsentantskabet indkaldes med 14 dages varsel.

Stk. 2
På et årligt møde, som holdes i 2.kvartal, vælger repræsentantskabet en bestyrelse på 5 medlemmer samt 2
bestyrelsessuppleanter.
I lige år vælges formand og to bestyrelsesmedlemmer og i ulige år næstformand og et bestyrelsesmedlem.
Valgene gælder for to år. Dog vælges suppleanterne for et år ad gangen.
Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.
Overgangsbestemmelse der udgår af vedtægterne efter det stiftende repræsentantskabsmøde:
I 2010 vælges formand og to bestyrelsesmedlemmer for to år og næstformand og et bestyrelsesmedlem for et år.

Stk. 3

Foreningshuset Højnæsvej tegnes af formand og næstformand i forening.                                                                                                                                                                                                                                                                                                                           

Stk. 4
Dagsorden for repræsentantskabsmødet

1. Valg af dirigent
2. Bestyrelsens beretning
3. Forelæggelse af det reviderede regnskab det forløbne år
4. Orientering om budget og den aktuelle økonomiske situation for indeværende regnskabsår
5. Indkomne forslag
6. Valg i henhold til vedtægternes § 3 stk. 2
7. Eventuelt

Forslag til punkt 5 indsendes til bestyrelsen senest otte dage før repræsentantskabsmødet.
Bestyrelsen kan udvide dagsordenen med andre punkter.

Stk. 5
Ekstraordinært repræsentantskabsmøde kan indkaldes af bestyrelsen eller hvis minimum en tredjedel af
repræsentantskabsmedlemmerne kræver det. Ekstraordinært repræsentantskabsmøde indkaldes med otte dages varsel.

 

Økonomi

§ 4

Stk. 1
Den selvejende institutions økonomiske midler tilvejebringes gennem bidrag og lejeindtægter som indbetales af den enkelte
forening. Alle foreninger. der har eller får lejemål i "Foreningshuset Højnæsvej", forpligter sig til at acceptere
Foreningshusets vedtægter og regler for lejemålet.

Stk. 2
Egenkapitalen i Den selvejende institution "Foreningshuset Højnæsvej" består af ejendommen Højnæsvej 63.

Stk. 3
Bestyrelsen kan optage en af folkeoplysningsudvalget i Rødovre godkendt forening i den selvejende institution.

§ 4
Det er alene den selvejende institution som juridisk person, der hæfter med sin egenkapital for forpligtelser af enhver art.

§ 5
Bestyrelsesmedlemmerne kan ikke økonomisk komme til at hæfte personligt medmindre det enkelte bestyrelsesmedlem
begår direkte ulovligheder.

 

Bestyrelsesmøder m. v

§ 5

Stk. 1
Bestyrelsesmøder indkaldes med en uges varsel af formand eller i dennes forfald af næstformanden, så ofte anledning
at findes at foreligge samt, når tre medlemmer af bestyrelsen anmoder herom - dog mindst en gang i kvartalet.

Stk. 2
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når formanden eller næstformanden og yderligere mindst to medlemmer er til stede.

Stk. 3
Beslutning træffes af de mødende bestyrelsesmedlemmer ved simpel stemmeflerhed. Står stemmerne lige, gør formandens
stemme - eller i dennes forfald næstformandens - udslaget.

Stk. 4
Der tages referat af alle bestyrelsesmøder, hvori refereres de af bestyrelsen trufne beslutninger samt synspunkter.
Referatet godkendes på det efterfølgende bestyrelsesmøde.

Stk. 5
Ved en forretningsorden træffer bestyrelsen nærmere bestemmelser om udførelsen af sit hverv.

  

Revision, årsregnskab, formueforhold.

§ 6

Stk. 1
Den selvejende institution kan ansætte lønnet medhjælp til at forestå den daglige administration, tilsyn og rengøring m.v.

Stk. 2
Den selvejende institutions regnskabsår er kalenderåret.

Stk. 3
Årsregnskabet opgøres og revideres efter almindelige regnskabsprincipper inden udgangen af 1. kvartal det efterfølgende år.

Stk. 4
Det reviderede årsregnskab godkendes og underskrives af den samlede bestyrelse.

Stk. 5
Årets eventuelle overskud henlægges til vedligehold samt igangsætning af nye aktiviteter / projekter i Foreningshuset. 

 

Vedtægtsændringer

§ 7
Ændring af vedtægter kan varetages på et repræsentantskabsmøde med 2/3 af repræsentantskabets medlemmers stemmer.
Er der ikke 2/3 af repræsentanterne til stede, indkaldes til ekstraordinært repræsentantskabsmøde med en uges varsel,
hvor vedtægtsændringerne kan vedtages med almindeligt flertal.

 

Opløsning

§ 8
Ved ophør uanset årsag skal den selvejende institutions midler og aktiver tilfalde Foreningshuset Højnæsvej foreninger
og klubber efter indstilling fra bestyrelsen.

Således vedtaget på repræsentantskabsmødet den 18. maj 2010.

Ahmed Dhagane
Formand 

Per Kuhlmann
Næstformand 

Gurli Hansen
Bestyrelsesmedlem

Anita Bovedt
Bestyrelsesmedlem

Jan Diemer
Bestyrelsesmedlem 

Jonna Gligberg
Suppleant

Else Mortensen
Suppleant